Jeg ved godt hvor "skoen klemmer" men kæmper alligevel i mod. Måske fordi jeg ikke selv tror på det, eller måske fordi andre drager forhastet konklusioner som venligt og omsorgsfuld bliver fortalt mig.
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg hader at være syg, handlingslammet og træt.
Det startede med en masse nys og stoppet næse forsatte med ondt i halsen og ørene. Men jeg lagde mig ikke under dynen, for kan man det når man har familie? Tror det er de færreste mødre der trækker stikket ud 100 %
Personlig er jeg slet ikke god til det. Jeg bliver sur, gnaven og mister overblikket, mens jeg lige snupper en dag mere på jobbet. Det koster og min fornuftig fortæller mig gang på gang, at tiden med dårligdom ikke bliver forkortet af at lege "helt"
Jeg kan tælle 14 dage nu, hvor jeg har kæmpet lidt mere end sædvanligt.
Men får jeg overtalt mig selv om at komme til læge for at blive podet i halsen? Nææ nej, næ næ !Jeg tror hele tiden det bliver bedre i morgen.
Mit sind bliver fejlvurderet både af mig selv og af andre. Bekymret bliver jeg spurgt " går det ikke så godt? Er du lidt ked, stresset eller nervøs?"
Nogen gange hopper jeg selv med på "vognen" - uh det er godt nok blevet mørkt om morgen... Jeg er dvask og uoplagt.. Kan ikke tage mig sammen og sover hele tiden... Jeg er nok på vej ned ?
Men ærlig talt... Jeg er sgu bare fysisk syg. Ondt i hals, øre og mave. Det kan JEG også blive.
Husk det nu. Frk. Aldrig sengeliggende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar