Problemet er bare, at jeg har så svær ved at acceptere dette, for jeg prøver at undgå at skulle skilte med, at jeg ikke kan klare en almindelig ansættelse. Der ligger sig altid en "dyne" af ting folk tænker om det og snakken bliver tung og tyk af noget der kunne ligne misundelse, mistro og fordømmelse.
Jeg har efterhånden fået min hverdag til at fungere, i gode perioder føler jeg, at det hele køre på skinner og at min verden er helt i vater.
Jeg kan handle og reagere hensigtsmæssigt igen. Men altid mangler jeg noget, nemlig, min evne til at huske. Det er det allersværeste at acceptere. - Jeg går i panik, når jeg mærker hukommelsen svigter f.eks. Midt i en samtale, eller når jeg er på vej fra A til B. Jeg bliver mindre forskrækket, når det er langtidshukommelsen der svigter. Det kan jeg bedre undskylde og finde forklaring på.
Jeg har lært at tage hensyn til begrænsningerne og forsøger af bedste hjerte at være "god nok" og følge med både privat og arbejdsmæssigt.
" Mavepumperne" kommer dog pludselig ud af det blå og hver gang bliver jeg lige overrasket (og bange)
Hvorfor skriver jeg dette ? Tjaaa har bare lige igen mødt den der mistro og mistillid. Er bare lige igen blive stemplet på en forkert og uhensigtsmæssig måde som gør, at jeg igen må slås for noget der er vigtigt.
Suk .... Men heldigvis skinner solen, efterårets farver er smukkere end smuk. Musikken i højtaleren er skøn og mine symaskiner står klar.
Hvad var det nu, jeg ville sy i dag ?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar